Jens Ole Mortensen

Allan er hans navn, aka. Futte. Men alle mine venner kender ham nok bedst som Futte, jeg har kaldt ham det siden han var lille, og hvis jeg siger Allan til mine venner, spørger de: Hvem, Allan? og jeg svarer: Futte, og de siger: Åh.

Vi havde en periode hvor vi arbejdede lidt på den gamle Ferguson, ligesom jeg fortalte om da jeg var lille, hvor jeg arbejdede på mange Fergusons sammen med min far. Men det var ikke for sjov, som dette projekt, det var fordi den skulle bruges på fabrikken til at flytte ting. Vi havde ombygget den til en slags gaffeltruck eller en traktor med gafler i hvert fald, og de kunne ikke altid holde i længden. Så af og til skulle der laves en ny.

Billederne er fra mit gamle værksted ved mine forældres hjem, mange år efter jeg flyttede ud. Min søn har brugt meget tid der, sammen med sin bedstefar.

Efter nogle år som klejnsmed og svejser tog jeg et 9 måneders fuldtidsophold på svejseskole. Her tog jeg et svejsepas og blev certificeret inden for stort set alle gængse svejsediscipliner og materialetyper.

Kort tid efter startede jeg som selvstændig. Jeg begyndte i et gammelt, uisoleret udhus, hvor jeg fremstillede beslag til et maleanlæg hos Centrum Vinduer i Struer – og så var jeg i gang. Derefter kontaktede jeg de tømrere, murere og fabrikker, jeg tidligere havde arbejdet for, og tilbød min hjælp som klejnsmed.

I starten bestod "firmabilen" af en Opel Kadett stationcar, min værktøjskasse og en elektrodesvejser. Med tiden udviklede virksomheden sig, og jeg fik ansatte. Da firmaet var på sit største, var vi 9 medarbejdere inklusive mig selv, fordelt på værksted, kontor og tre firmabiler.

En efterfølgende krise i byggebranchen gjorde det vanskeligt at opretholde indtjeningen, og til sidst slap kapitalen op. Virksomheden måtte derfor lukke. Det blev nogle udfordrende år, men efter en gældsanering fik jeg mulighed for at starte på en frisk.

Siden har jeg haft stort fokus på økonomi og stabil drift, og i 2009 startede jeg min IT- og konsulentvirksomhed – men det er en historie for sig.

Efter jeg stoppede som klejnsmed og selvstændig, tog jeg truckcertifikat samt krancertifikater til både store og små lastbilkraner og til mobilkran. Lastbilkørekort til både lastbil og anhænger tog jeg allerede, mens jeg havde smedevirksomhed, da jeg af og til også reparerede lastbiler.

I nogle år, fra ca. 2004 til sidst i 2007, kørte jeg lastbil- og mobilkran, først i et kranfirma og derefter som kranfører ved et elementmontagefirma. Med omkring 200 overnatninger ude om året blev jeg dog efterhånden træt af ikke at kunne dyrke fritidsinteresser som f.eks. skydning og tage jagttegn, og til sidst kommer man til at føle, at man er "ugens gæst" i sit eget hjem.

Da jeg også havde rejst en del, først som selvstændig og senere som klejnsmedsvend og certifikatsvejser, var jeg nået til et sted i livet, hvor jeg ikke længere ønskede at bo i en "sportstaske". Der er jævnligt ventetid som kranfører, og i ventetiden samt om aftenen, når jeg var på hotelværelse, vandrehjem eller i et skur på en byggeplads, brugte jeg tiden på at læse om computerteknologi og IT. Det var nok her, interessen begyndte, og jeg startede så småt med at fikse computere for andre, når jeg var hjemme i weekenderne.

Derefter begyndte jeg at sadle om og arbejde inden for minkindustrien, hvor jeg ret hurtigt kom til at arbejde mere eller mindre med IT og teknik. Det blev begyndelsen på enden for arbejdet som håndværker i byggeriet og industrien.

Min far havde fået en motorcykel i bytte på noget, omkring 2012 eller 2013, og jeg tror måske også, at Futte og jeg kom til at smugtræne lidt med at køre MC. Jeg var dog godt klar over, at det hverken var en fornuftig eller på sigt særlig holdbar løsning, og ikke et særligt godt eksempel for min søn. Så jeg bestemte mig for at tage kørekortet, for det var nu hyggeligt.

I 2014 tog jeg motorcykelkørekort, og det har givet mig rigtig gode oplevelser. Jeg har kørt med gutterne fra motorcykelklubben og med venner, jeg har mødt gennem den fælles interesse for motorcykler.

I 2017 var jeg i Polen to gange i løbet af året for at besøge min kammerat, som har boet i Polen i nogle år. Jeg har også kørt mange ture sammen med min søn. I starten sad han bagpå, og senere tog han selv motorcykelkørekort.

Vi har også lavet en del projekter sammen. Blandt andet byggede vi en specialopbygget motorcykel, som han ville bruge til hyggeture ned på havnen og få en is.

Jeg har også kørt ture rundt i Danmark sammen med min kone. Men omkring 2021 besluttede jeg, at det var tid til at stoppe med motorcykel for denne omgang. Jeg havde kørt mange tusinde kilometer og var sluppet uden så meget som en skramme.

Samtidig havde vi renoveret huset, hvor vi bor, og var stadig i gang med at sætte det i stand, så jeg syntes ikke, der var tid til det hele. Jeg havde også taget jagttegn og var begyndt at skyde både lerduer og riffel, så tiden blev brugt mange andre steder.

Derfor endte det med, at motorcyklen blev solgt. Men hvem ved - måske skal min kone og jeg køre MC igen en dag.

I 2020, i en periode med corona, hvor jeg også var flyttet fra Struer til Stoholm, og hvor vi påbegyndte renovering af vores hus i Stoholm, blev vi også gift.

Efter vi blev viet på rådhuset i Nykøbing på Mors, hvor vores børn deltog, spiste vi på en cafe på havnen i Nykøbing. Det var en rigtig god dag, trods håndsprit og mundbind alle steder.

Og som alle ved: Bag enhver mand står en stor kvinde, og det er også tilfældet her.

Vi er en dynamisk duo, og vi har efterhånden lavet mange projekter sammen. Det fungerer bare godt, når vi arbejder sammen, fordi vi hver især har vores styrker, og vi ved, hvem der er god til hvad.